Warning: Undefined variable $default_menu_align in /var/www/xn--debbiehjberg-1jb.dk/public_html/wp-content/themes/highlight-pro/pro/inc/header-options/navigation-options/nav-bar.php on line 1349

Den metakognitive metode

Metakognitiv terapi er en nyere terapiform, der er evidensbaseret, veldokumenteret og særdeles effektiv. Metoden er udviklet ved Adrian Wells.

Metoden bygger på:
 – Hvordan sindet fungerer.
 – At sindet er selvregulerende og selvhelende.
 – At enhver tanke, følelse og fornemmelse vi får, vil – uden undtagelse – selvregulere, når vi formår at lade det være.

Metoden er udviklet til effektiv behandling af stress, angst, depression, OCD og PTSD og stor mængde nyere forskning tyder på, at metoden både er mere effektiv og hurtigere, end andre metoder. Det vil sige, at flere personer får det bedre gennem behandlingen end tidligere og, at bedringen sker på færre sessioner.

Metakognitiv Terapi (forkortes MCT). Metakognitiv betyder ”tanken om tankerne”. Metoden er baseret på forskning om, at det ikke er tilstedeværelsen af negative tanker, som gør os syge, angste eller deprimerede. I stedet er det den måde vi fokuserer vores opmærksomhed og den mængde af tid, som vi bruger på at bearbejde, gruble og bekymre os, der gør os dårlige.

I terapien arbejder vi med at du får hjælp til at udvikle nye måder at kontrollere din opmærksomhed på og nye måder at forholde sig til negative tanker på. Vi arbejder i fællesskab på at prøve at ændre de metakognitive overbevisninger – tanker om tankerne – der giver anledning til de uheldige tanke- og opmærksomhedsmønstre.

Formålet med anvendelsen af den metakognitive tilgang er altså at opdage, at vi faktisk har kontrollen over vores tanker. Det er ikke tankerne, der kontrollerer os. Herefter kan vi så lære at bruge den nyopdagede kontrol til at minimere den tid og opmærksomhed, vi bruger på disse negative tanker.

Den metakognitive tilgang er transdiagnostisk, hvilket betyder, at den kan anvendes i forbindelse med mange forskellige psykiske ubalancer og mentale problemstillinger.
Hvad er så forskellen på den metakognitive tilgang og den traditionelle kognitive tilgang?
Traditionel kognitiv adfærdsterapi blev udbredt i USA i løbet af 1970’erne. I Danmark blev metoden først udbredt omkring årtusindskiftet.

Ganske kort fortalt, så har man ved den kognitive terapi fokus på indholdet af sine tanker. Fokus i behandlingen er på at ændre indholdet af disse tanker, dvs. fortolkningerne af forskellige kritiske situationer, til andre tankegange, der gør borgeren mindre depressiv, angst eller vred.

Formålet med traditionel kognitiv terapi er altså at ændre borgerens opfattelse af sine negative tanker og på den måde mindske deres indflydelse.

Metakognitiv terapi er en markant anderledes metode.

Behandlingen bygger på over tyve års grundforskning i den menneskelige psyke, men selve behandlingsmanualerne blev først udgivet i 2009. Hvor den kognitive tilgang beskæftiger sig med indholdet af tankerne, beskæftiger den metakognitive tilgang sig i stedet med tankeprocesserne, og den måde vi bearbejder tankerne på.

Læs mere om behandling af angstLæs mere om behandling af depression